Jeg er 45 år, og bor på Teglovnsvej i Ringsted med min skønne datter Freja på 8 år. Hun er en nysgerrig og udadvendt glad skolepige som går i skole på en mindre landsbyskole, derudover går hun til svømning og musikundervisning på vores fantastiske Musik og Kulturskole.
Jeg selv bruger min sparsomme fritid på Yoga og på at istandsætte vores lille hus. Når jeg rigtig skal stresse af finder jeg pensel og lærred frem, og begiver mig ud i kunsten at male abstrakte billeder.
Til vores lille familie, hører også vores lille Chihuahua Bailey, lille af statur, men stor i selvbevidsthed, spørg bare vores stakkels post og avisdreng, der dagligt, må kæmpe sig vej til brevkassen.
Jeg er opvokset på et landsted ved Sneslev, og har haft min skolegang, først i Sneslev, og senere på Sdr. Parkskolen, inden jeg som 17 årig, drog til København og fik min første uddannelse som Teknisk Assistent, med liniefag indenfor bygge og anlæg. Senere læste jeg videre til Byggeteknikker og har i mange år arbejdet som henholdsvis Byggeleder og Projektleder indenfor entreprenørbranchen. Jeg har imidlertid i de år der har været stilstand indenfor denne branche, videreuddannet mig, lige som jeg har udvidet mine kompetence felter, indenfor salg, markedsføring og undervisning.
Jeg kom tilbage til Ringsted i 2004, fordi jeg følte at det var her min datter skulle vokse op. Jeg blev valgt til byrådet i 2006, hvor jeg har fået udvalgsposter i Børne & Undervisnings udvalget, hvor jeg nu i 2. valgperiode, sidder som næstformand for udvalget. Jeg sidder også i Plan & Bolig udvalget, disse to udvalgsområder ligger mit hjerte nær.
Udover mine udvalgsposter i byrådet, har jeg en bestyrelsespost i LAG'en, ligesom jeg sidder i bevillingsnævnet, samt i repræsentantskabet for TV2 ØST.
|